forskjellen mellem det arvelige, det livsvarige og det tidsbestemte herredømme, siger han, at i stæderne udøves dette sidste »enten, som i Frankrig, i kraft af en over» dragelse fra fyrsten, der sælger det til den høiestbydende, »eller, som i Italien, i kraft af borgernes valg, der kun » lade sig lede af hensyn til stadens og dens undersaatters >> fælles vel. Kun om den myndighed, der grunder sig paa » valg, vil han tale, da den anden hverken vedkommer ham >> eller hans ven1. Dog kan enhver hersker, af hvad for »en art hans myndighed end er, drage gode lærdomme af >> hans ord.<< Han omtaler derefter det forhold, som bør findes mellem hersker og undersaatter (cap. II), og de egenskaber, som bør findes hos den, der skal vælges til styrer (cap. III). Naar man er bleven enig om, hvem man vil vælge, skal man ved brev underrette ham derom (cap. IV); og da dette brev maa indeholde en nøiagtig fremstilling af de pligter, vedkommende paatager sig, og af de betingelser der stilles, meddeler han en formular, der gaaer ud paa at opfordre Carl af Anjou til at overtage gouverneurposten i Rom (cap. V). Efter at have foreskrevet, hvorledes den valgte bør forholde sig ved modtagelsen af brevet og afgivelsen af sit svar, giver han endelig en udførlig veiledning med hensyn til alt, hvad han har at iagttage ved tiltrædelsen, udøvelsen og fratrædelsen af embedet (cap. VI-XXXIII). En fremstilling af disse regler hører ikke hjemme her, saa meget mindre som den nødvendigviis maatte føre 1) Hvem han tilegner værket. til en almindeligere undersøgelse af de italienske fristæders forfatningsforhold. Denne oversigt maa derfor være tilstrækkelig. I det foregaaende have vi godtgjort rigtigheden af vort tidligere udsagn, at der i Li Tresors ikke findes meget originalt. Værket har derimod stor betydning som mindesmærke om det franske sprog i det 13de aarhundrede. Da det behandler de forskjelligste emner, yder det rigt stof for studiet af det oldfranske sprog, der, om det end her lyder fra en fremmeds mund, dog i det væsentlige har holdt sig frit for barbarismer. Ved oversættelsen af de forskjellige latinske skrifter har Brunetto vistnok hist og her optaget ord, som neppe vare gjængse i det nordfranske sprog, men dette var sikkert en nødvendighed, og kan ikke bebreides ham som nogen feil, da han, i modsætning til det 16de aarhundredes sprogberigere, bestandig har søgt at tillempe ordene efter det franske sprogs aand. Det bedste beviis for værkets betydning i sproglig henseende søge vi i den omstændighed, at Littré, der med sin kjærlighed til det oldfranske sprog forener saa megen indsigt i dets love og dets historie, uden videre stiller Brunetto jævnsides med de øvrige franske forfattere fra hiin tid, og uden betænkning benytter exempler fra hans værk i den historiske deel af sin fortrinlige ordbog. Men jo større betydning værket har, desto vigtigere er det at forvisse sig om textens paalidelighed. Vi have allerede udtalt vor anerkjendelse af Chabailles fortjeneste som udgiver af Li Tresors1; og skjøndt vi have taget os for at vise, at texten i adskillige henseender endnu lader endeel tilbage at ønske, troe vi dog ikke, at den i saa henseende er forskjellig fra saa mange andre udgaver af de gamle texter. Forskjellen er kun den, at man her har et middel til berigtigelse, som man maa savne i andre tilfælde. Uagtet vi have bestræbt os for at gjøre dette middel saa frugtbringende, som det efter omstændighederne var os muligt, skulle vi dog villigt indrømme, at det kan give endnu større udbytte, navnlig for den, som har adgang til haandskrifterne og til forskjellige hjælpemidler, der ikke have staaet til vor raadighed. Skulde dette skrift tilskynde nogen til fornyede undersøgelser, vilde det glæde os, selv om hine i et og andet punct skulde føre til en underkjendelse af vore meninger. 1) Derimod have vi ikke lagt dølgsmaal paa, at hans Indledning forekommer os at være temmelig uheldig i adskillige puncter. |