ceros taler, at den er correct, ædel, værdig, sirlig, kortfattet og fyndig i saa høi grad, ja endog i høiere grad, end man kunde vente det af den tid1, og heri maa man sikkert give ham ret. Men dette kan ikke have været uden stor betydning for Dantes sprog. Selv det største geni voxer ikke frem ved en generatio æquivoca, ganske uden forbindelse med fortiden. Det kan ofte være van

skeligt at faae oie paa denne forbindelse, netop fordi de forhaandenværende elementer benyttes og optages saaledes i geniets værk, at dette ligesom med eet slag synes skabt ud af intet. Saaledes gaaer det ogsaa med La Divina Commedia. I saa ny en litteratur forbauses man med rette over den frihed og lethed, hvormed Dante, selv i den bundne form, formaaer at tale om aandens høieste anliggender, at behandle philosophiske spørgsmaal og tumle med de abstracteste emner. Men denne overlegenhed, der ellers vilde være ganske uforklarlig, peger dog hen til en tidligere behandling af sproget i lignende retning; og denne finde vi kun i Brunettos oversættelser af oldtidens forfattere. Slige oversættelser vare dengang noget nyt, og til selvstændig behandling af lignende emner forsaavidt der i det hele kan være tale derom var det almindeligt, at benytte det latinske sprog, fordi de nyere sprog endnu ikke fandtes egnede dertil, og denne brug af latinen havde atter en hæmmende indflydelse paa de nyere sprogs udvikling. Vanskeligheden af det arbeide, Brunetto paatog sig ved sine oversættelser, kunne vi ogsaa

-

1) Le tre Orazioni di M. T. Cicerone ec. volgarizzate da Brunetto Latini, Pref. p. VII. 2) Selv Dante havde jo først begyndt at skrive sin Commedia paa latin; heldigviis bestemte han sig dog, som Boccaccio siger, til at foretrække il Fiorentino Idioma. Opere di Gio. Boccacci, Firenze 1723, vol. IV, Vita di Dante, p. 51.

slutte os til af den anerkjendelse, han vandt derved, en anerkjendelse, som jo Gio. Villani udtrykte saaledes, at det var Brunetto, der først satte skik paa Florentinerne og lærte dem at tale godt (see ovenfor p. 29), og som vi gjenfinde i Dantes omtale af Li Tresors (Inferno, XV, 119-20), der skjøndt skreven paa fransk, for en deel falder sammen med hans italienske oversættelser.

Den ære, der skyldes Brunetto herfor, vilde det være uretfærdigt at forholde ham. Dantes storhed er saa ioinefaldende, at den ikke behøver at fremhæves ved at hans omgivelser forringes og nedsættes. En saadan fremfærd vilde navnlig være forkastelig i forhold til Brunetto, der som hans lærer sandsynligviis ogsaa i andre retninger maa have udøvet en indflydelse paa ham, som vel ikke haandgribelig kan paavises, men som ialfald burde bevirke, at man ikke søger at bortforklare den fortjeneste, som paaviseligen tilkommer ham for at have bidraget til Dantes udvikling.

III.

LI LIVRES DOU TRESOR.

Siati raccomandato il mio Tesoro

Nel quale io vivo ancora; e più non cheggio.
Dante, Inferno XV, 119-20.

Som bekjendt var Paris's universitet i middelalderen et

samlingspunct for hele Europas studerende ungdom, navnlig for dem der lagde sig efter theologi og philosophi. Skjøndt latin var det videnskabelige sprog, er det dog indlysende, at opholdet i Frankrigs hovedstad maatte udbrede kjendskab til det nordfranske sprog over Europas forskjellige lande. Desuden havde Normannerne bidraget meget til udbredelsen af la langue d'oïl, der navnlig ved Englands erobring havde vundet saadant fodfæste i dette lands herskende samfundsklasser, at den franske poesi længe var den eneste, der fandt øre, og de anglo-normanniske digtere kappedes med fastlandets trouvères om at fremme den rige udvikling af den nordfranske poetiske litteratur, som vedvarede lige til det fjortende aarhundredes begyndelse.

Korstogene, i hvilke Franskmændene indtoge saa fremragende en plads, kunde heller ikke andet end øve en lignende indflydelse, hvorom vi have et mindesmærke i de

franske love og vedtægter (assises), som herskede i de lande, korsfarerne underlagde sig1.

Det skorter heller ikke paa andre vidnesbyrd om den anseelse, det franske sprog havde vundet i middelalderen. Adans i Rois (Adenès), der skrev i den sidste halvdeel af det trettende aarhundrede siger i Berte aus grans piés:

Tout droit à celui temps que je ci vous devis
Avoit une coustume ens el Tyois païs

Que tout li grant seignor, li conte et li marchis
Avoient entour aus gent françoise tous-dis

Pour aprendre françois leurs filles et leur fils 2.

Da dette ikke vel kan gjælde om den tid, da Carl den stores moder, Bertha, levede († 783), og heller ikke tør antages at være grebet ud af luften, kan det kun forstaaes saaledes, at Adans li Rois har henført en skik, der var gjængs i hans samtid til det 8de aarhundrede. Denne forvexling, som forøvrigt er let forklarlig, bestyrkes ogsaa af det bekjendte raad i Kongespeilet, der er forfattet i slutningen af det 12te eller begyndelsen af det 13de aarhundrede: Og vil du vorde fuldkommen i lærdom, saa lær alle sprog, men allerhelst latin og vælsk, thi de sprog gaae videst. Der kan heller ikke være tvivl om, at mange Skandinaver have fulgt dette raad, da man jo endogsaa har adskillige exempler paa, at mænd

1) Assises de Jérusalem ou Recueil des ouvrages de jurisprudence composés pendant le XIIIe siècle dans les royaumes de Jérusalem et de Chypre publiées par le comte de Beugnot. Paris, 1841, fol., t. I, Introduction. 2) Li Romans de Berte aus grans piés publié par Paulin Paris. Paris 1836, p. 10. 3) Speculum Regale. KonungsSkuggsiá. Kongespeilet. Udg. af Keyser, Munch og Unger. Christiania 1848, p. VII og p. 6: „Ok ef þu vilt verða fullkominn í fróðleik, þá nemdu allar mállyzkur, en allra helzt latínu ok völsku, þvíat þær tungur ganga víðast".

fra norden have opnaaet rectorposten ved universitetet i Paris, blandt hvilke vi ville fremhæve Petrus de Dacia eller mester Peder fra Visby, der vandt et navn som astronomisk forfatter'.

Imidlertid har man vel neppe noget exempel paa, at en nordbo i middelalderen har skrevet paa fransk. Dette er derimod tilfældet med adskillige Italienere. I aaret 1257 begyndte Martino da Canale at oversætte en latinsk Venedigs - krønike paa fransk, et arbeide, som han dog maa have fortsat paa egen haand. Bogen bestaaer nemlig af to dele, af hvilke den første gaaer til 1257, den anden til Mai 1275. I indledningen siger han: Por ce que lengue franceise cort parmi le monde, et est la plus delitable a lire, et a oir, que nule autre, me sui je entremis de translater l'anciene estoire des Veneciens de latin en franceis, et les euvres et les proeces que il ont faites et que il font9.

Mehus beretter, at den florentinske Dominicanermunk Guglielmo, der havde forfattet en Tractatus de vitiis et virtutibus, paa Philip den 3dies begjæring i aaret 1279 oversatte denne paa fransk, fra hvilket sprog den da atter blev oversat paa italiensk af Zuchero Bencivenni 3.

1) Petrus de Dacia var rector 1326. Le Livre du comput, som i manuscript findes paa det Kongelige Bibliothek, er en oversættelse fra latin. See N. C. L. Abrahams, Description des manuscrits français du moyen âge de la Bibliothèque royale de Copenhague. Copenh. 1844, 4o, P. 53. 2) La Cronique des Veniciens de maistre Martin da Canal, med italiensk oversættelse af Gio. Galvani, i Archivio storico italiano, t. VIII, p. 268. Af J. Arnaud har man et skrift, Les Italiens prosateurs français, Milan 1861, som rigtignok væsentligst holder sig til den nyere tid, men som dog (p. 24) ogsaa kortelig nævner de ældre exempler paa Italienere, der have skrevet paa fransk. Cf. G. Libri, Hist. des sciences mathématiques en Italie, Paris 1838, II, p. 117. 3) Mehus, Ambrosii Traversarii Latina Epistola, Florentiæ 1759, fol., t. I, Vita Am