2. FØRSTE DEEL, CAP. XIX - LXII, SAMT ANDEN DEEL.

HISTORIE.

I slutningen af 1ste deel, der er helliget den Gamle Pagt, giver Brunetto en udsigt over de fem første verdensaldre. Uden at dvæle videre ved Brunettos chronologiske system, skulle vi henvise til den kritik, det er blevet underkastet af Bartolomeo Sorio 1. Medens talangivelserne i den italienske text, til hvilken han holder sig, paa nogle steder stemme med dem, som findes i Chabailles text, afvige de paa andre. Saalænge man ikke med sikkerhed kan angive Brunettos kilde, er det vel ikke muligt at afgjøre, hvilke der ere de rette; men B. Sorios bemærkninger, som Chabaille ikke synes at have kjendt, kunde dog fortjene at tages under overveielse ved en undersøgelse af dette spørgsmaal.

Med undtagelse af enkelte afsnit, f. ex. Catilinas sammensværgelse, som Brunetto skjænker en sær forkjærlighed, er det historiske indhold meget magert og tillige temmelig fabelagtigt. Som oftest indskrænker det sig til et skelet af æt-lister. Som prøve paa disses beskaffenhed kan anføres, at ikke alene Agamemnon og Menelaus samt Romulus og Remus, men ogsaa kong Artus's stamfader, Brutus, og Merovingernes stamfader, Faramond, efter

1) Il Trattato della Sfera di ser Brunetto Latini, Milano 1858, p. 53-59. 2) Efter Brunetto, p. 48, var Faramond en søn af Comedes de Mar; i de gamle latinske krøniker kaldes denne derimod Marchomir. Cf. Gesta Francorum i Dom Bouquets Recueil des historiens des Gaules et de la France, fol., t. II, p. 543 og Roricons Gesta Francorum, ibid. t. III, p. 4.

Brunettos fremstilling hidlede deres herkomst fra Jupiter, hvis fader, Saturn, var en sønnesøn af Cres, der var den første græske konge. Cres var da atter en søn af Nimrod, Chams sønnesøn. Man kan saaledes led for led følge baade de græske og romerske, de britiske og frankiske herskerslægters afbyrd lige tilbage til Adam og Eva.

Som beviis paa Brunettos kritiske sands har man dog henvist til hans gjendrivelse af sagnet om, at Romulus og Remus vare blevne fødte (opammede) af en ulvinde1. Han siger nemlig, at den, de skyldte livets ophold, var une feme qui servoit à touz communement, et tels femes sont apelées en latin lues?. Men denne forklaring til

hører ingenlunde Brunetto selv; man finder den ikke alene hos kronikeskrivere fra middelalderen, f. ex. hos Hélinand", men den er jo allerede fremsat af Plutarch og Livius.

I det hele er der vel neppe ret meget i dette afsnit, der tilhører Brunetto, men der er dog eet sted, om hvilket man kan sige dette med vished: det er en klage over hans byesbørns stridbare sind. Efter at have fortalt om Catilinas nederlag ved Pistoria og erobringen af Fæsulæ siger han, p. 46, at Romerne anlagde en anden stad, som nu hedder Florents. Og viid, at det sted, hvor Florents ligger, fordum kaldtes Mars's huus 5, det vil sige

4

1) Chabaille Introduction p. XV. 2) Li Tresors p. 43. 3) Vinc. Bellov. Speculum historiale, Duaci 1624, II, 96, col. 78. Hélinand der først var trouvère, siden munk, levede i slutningen af det 12te og begyndelsen af det 13de aarhundrede. Af hans krønike findes brudstykker hos Vincent de Beauvais. Hist. litt. de la Fr. XVIII, p. 86-103. *) Et por la pestilance de cele grant occision fu la cité apelée Pestoire bemærker han. Et andet sted (p. 40) siger han, at forum havde sit navn efter Foroneus, som først gav Grækerne love. 5) Chies (casa) huus; nu chez hos. Brunetto sigter formodentlig til Camarte, der efter nogle

krigens hjem, thi Mars, som er en af de syv planeter, kaldes krigens gud, og saaledes blev han forhen tilbedt. Derfor er det intet under, at Florentinerne bestandig ligge i krig og splid, aldenstund hiin planet hersker over dem. Sandheden heraf maa mester Brunetto Latino bekjende, thi der er han født, og han var, da han sammenskrev denne bog, i landflygtighed paa grund af Florentinernes krig.«

Et par steder henviser Brunetto de læsere, der ønske noiere besked, til andre skrifter. Ved Trojas historie henviser han saaledes til le grant livre de Troie, hvorved man naturligvis ikke maa tænke paa Homers digte. Der sigtes vistnok heller ikke til middelalderens episke digte om Trojanerkrigen1, men sikkert nok til et par apocryphe latinske skrifter, hvoraf middelalderen øste sin kundskab om dette emne. Det ene, De bello trojano, skulde hidrøre fra en Græker, Dictys Cretensis, der under Idomeneus's befaling havde deeltaget i Trojas beleiring. Ved hans død skulde hans haandskrift være nedlagt i hans grav paa Creta, men ved et jordskjælv under keiser Neros regjering skulde det være kommet for dagen, og derpaa være blevet oversat paa latin af Q. Septimius. Det andet skrift, De excidio Troja, skulde være forfattet af en trojansk præst, Dares Phrygius; det skulde senere være faldet i hænderne paa Cornelius Nepos, som da havde oversat det og helliget det til sin ven Sallust. Til disse

er en sammentrækning af Casa di Marte, efter andre af Campus Martius eller Campus Martii. Cf. Vinc. Borghini Discorsi, Milano 1808, t. I, p. 398 cf. p. 70. 1) Benoît de Sainte-More en anglo-normannisk trouvère fra det 12te aarhundrede, har skrevet et digt paa 30,000 vers om Trojanerkrigen.

skrifter, og vel navnlig til det udførligste, det som tillægges Dictys, antage vi at der sigtes ved hine ord.

Forøvrigt har Brunetto heri vistnok kun fulgt den kilde, han i det hele har benyttet i dette afsnit. Dette antage vi ikke blot af hensyn til hans almindelige fremgangsmaade, men ogsaa fordi dette synes at være tilfældet et andet sted, p. 63, hvor han henviser til la grant Bible, skjøndt denne ikke directe synes at have tjent ham til kilde. Der findes nemlig ikke blot i hans fremstilling af den bibelske historie indblandet navne paa apocryphe personer, f. ex. Jonitus, der skulde være en søn af Noah1, men der er i slutningen af 1ste deel en række capitler (XLIV-LXI), som have megen lighed med Isidori Hispalensis skrift De vita et morte sanctorum. Et exempel herpaa vil man finde i følgende sammenstilling:

1) Li Tresors p. 29. Ifølge Carrers note i Il Tesoro I, p. 73 skal denne Jonitus være omtalt i et skrift, som har været tillagt Methodius Patarensis.

1

olei perpetuo fonte manavit. Cujus verbo super sacrificium ignis de cælo descendit, duos quinquagenarios cum militibus cælesti igne combussit. Jordanem transiens tactu melotis abrupit. Post hæc igneo curru in cælum raptus ascendit.

2

taine fist il, de quoi tozjors ist huile. Par sa parole descendi li feus dou ciel sor le sacrefice, et par sa parole ardirent dui prince o tout lor chevaliers; il ovri le flum Jordan et le passa à sès piez. Il monta au ciel en un char de feu.

En saadan lighed kan ikke være tilfældig. Imidlertid findes der paa forskjellige steder i de omtalte capitler saa mange uovereensstemmelser, at man enten maa antage, at Brunetto ved siden af det nævnte skrift har benyttet an

-

at

dre kilder, eller hvad der forekommer os rimeligere ligheden skriver sig fra, at han har benyttet en bearbeidelse af Isidors skrift, der har sluttet sig temmelig nøie til sin original.

I den anden deel, der handler om den Nye Pagt eller den 6te verdensalder, gives korte beskrivelser af apostlenes og evangelisternes levnet, en udsigt over det nye Testamentes bøger og en beretning om christendommens indstiftelse, samt om pavedømmets og keiserdommets skjæbne.

3. TREDIE DEEL.

ASTRONOMI.

Efter at have paaviist forholdet mellem de 4 complexiones (varm, kold, tør, fugtig) og de 4 elementer, de 4 humores og de 4 aarstider, samt den rolle, complexio

2) "Melotes pellis est ca

1) Høvedsmand over halvtredsindstyve. prina a collo pendens præcincta usque ad lumbos". Isidor. Hisp. Orig. 1. XIX, c. XXIV. Regum 1. IV, II, 8: pallium. 3) Ogsaa her findes tidt stor lighed med Isid. Vita Sanct., f. ex. i Pauli levnet p. 72, hvor forøvrigt apostolus gentium er gjengivet ved angles des homes.