Keisere ikke have udtrykkelige Vidnesbyrd om slige Udvalg af Senatorer, undtagen naar i Alexander Severus's første Aar hans kvindelige Formyndere udtoge 16 Senatorer som hans Raader (Herod. VI, 1), finde vi dog ikke blot i Almindelighed keiserlige Venner omtalte som indtagende en nærmere indflydelsesrig Stilling (se f. Ex. især Svet. Titus

7:

Amicos elegit, quibus etiam post eum principes ut et sibi et rei publicæ necessariis adquieverunt præcipueque sunt usi. Herod. I, 8 om Commodus: πάντα ἔπραττε συμβούλοις χρώμενος τοῖς πατρῴοις φίλοις), men navnlig se vi bestandig Keiserne, naar de opholde sig udenfor Rom, især i Provindserne (med Undtagelse naturligvis af pludselig optraadte Usurpatorer), omgivne ikke blot af Embedsmænd, navnlig af præfecti prætorio, men af et ikke ringe Antal Senatorer, vistnok overveiende efter eget Valg, maaske ogsaa nogle betegnede af Senatet, og efter Keiserens Charakter mere eller mindre forhandlende med disse comites et amici og afgjørende Sager i et af dem dannet consilium 1), især Retssager, ved hvilke vi da ogsaa finde et saadant keiserligt consilium dannet ved Tilkaldelse i Rom selv (Plin. Epist. IV, 22: interfui principis cognitioni, in consilium adsumptus. Hist. Aug. Hadr. 22). At stundom ogsaa Riddere vare tilstede, siger Hist. Aug. Hadr. 8. Udenfor Rom indtoge disse Keiserens ledsagende Raader en fast Stilling paa længere Tid (Papinian i Dig. XXVII, 1, 30: circa latus principum agunt, et

1) Tac. Ann. I, 47: Tiber, der forberedte en Reise til Hærene i Gallien og Illyricum, legit comites. Svet. Tib. 46 almindeligt: comites peregrinationum expeditionumque. Vespasian var som Konsular inter comites Neronis i Grækenland (Svet. Vespas. 4). Om Hadrian hedder det i Hist. Aug. Hadr. 8: optimos quosque de senatu in contubernium imperatoriæ majestatis adscivit. 18: cum judicaret, in consilio habuit non amicos suos aut comites solum, sed juris consultos et præcipue Julium Celsum . . . aliosque, quos tamen senatus omnis probasset, altsaa vel ved et Valg. 22: causas Romæ atque in provinciis frequenter audivit, adhibitis in consilio suo consulibus atque prætoribus et optimis senatoribus. Om Antoninus Philosophus hedder det (Hist. Aug. Ant. Phil. 11): habuit secum præfectos, quorum et auctoritate et periculo semper jura dictavit; usus autem est Scœvola præcipue juris perito. Ved Alexander Severus (Hist. Aug. Alex. Sev. 32) nævnes amici comitesque i Forbindelse med magistri et principes officiorum.

honor delatus finem certi temporis et loci non habet; jfr. Dig. IV, 4, 11, 2). Naturligvis tillagdes der dem Godtgjørelse og efterhaanden Løn; kun om den den republikanske Tid nærstaaende og personlig paaholdende Tiber bemærker Sveton (Tib. 46), at han ikke gav sine Ledsagere paa Reiser og Togter Løn, salarium, men alene Diæter, cibaria, med Undtagelse af en enkelt Leilighed, ved hvilken han paa den endnu levende Augusts Bekostning (ex indulgentia vitrici) ydede dem en betydelig Gratifikation efter Inddeling i tre Klasser. At der i dette keiserlige Raad ikke udelukkende behandledes Retssager, sees af Hist. Aug. Anton. Phil. 22 (semper sane cum optimatibus non solum bellicas res, sed etiam civiles, priusquam faceret aliquid, contulit; jfr. Hist. Aug. Alex. Sev. 29: res bellica et civiles per amicos tractabantur); men at Retssagers Afgjørelse spillede en Hovedrolle, viser Fremhævelsen af ansete Juristers Deltagelse (Hist. Aug. Hadr. 18. 22. Anton. Pius 12. Alex. Sev. 15. 68. Herod. VI, 1), og hertil sluttede sig da naturlig Redaktionen af civilretlige Forordninger, der udtrykkelig betegnes som Gjenstand for saadan Behandling (Hist. Aug. Alex. Sev. 16: neque ullam constitutionem sacravit sine viginti juris peritis et doctissimis ac sapientibus viris isdemque disertissimis non minus quinquaginta, ut non minus in consilio essent sententiæ quam senatus consultum conficerent; de sidste Ord antyde en ikke videre kjendt Bestemmelse om det i den Tid til Fattelsen af en Beslutning nødvendige Antal af tilstedeværende Senatorer; jfr. Beretningen om Forhandlingen af et tvivlsomt Retsspørgsmaal imellem de keiserlige Jurister, amici nostri juris periti under Keisernes, divorum fratrum, det er M. Antoninus's og L. Verus's, Forsæde, Dig. XXXVII, 14, 17). 1) Vi se altsaa her en vidtfremskreden Udvikling, om end ikke endnu en fast Ordning, af et fra Senatet forskjelligt, men dog for det Meste Senatorer omfattende keiserligt Raad, der tillige dannede den øverste Domstol. Endog Betegnelsen consiliarius forekommer (Hist. Aug. Alex. Sev. 26: consiliarius Alexandri om Ulpian; jfr.

1) Om den her og allerede tidligere i ubestemte Former fremtrædende Indblanding af Udøvelsen af den civile Dommermyndighed se videre ved Retsvæsenet i Kap. 8.

Dig. IV, 4, 11, 2. Orell. 2648: consiliarius Augusti. 3190); Navnet consistorium forekommer ikke før det fjerde Aarhundrede, men vel auditorium principis om Forhandlingsstedet (f. Ex. Ulpian i Dig. IV, 4, 18. XXXVI, 1, 22). Medlemmernes Stilling som Keiserens Ledsagere og udgjørende hans Følge, comitatus sacratissimus (Cod. Theod. VI, 23, 4, rigtignok fra en langt senere Tid) frembringer den senere Brug af Ordet comes som almindeligt Navn for høiere Embedsmænd og for Saadanne, der staa i Spidsen for en vis Forvaltningsgren (f. Ex. comes rei militaris; se § 10). 1) Ligeoverfor dette keiserlige Følge og Raad træder det egentlige Senat stedse mere og mere i Baggrunden, en Nedsynken, der just ogsaa viser sig deri, at det allerede tidlig (ved Hadrian) fremhæves som noget Særligt, at Senatet i det Hele og Senatorerne behandles med Opmærksomhed (Dio Cass. LXVII, 7. Hist. Aug. Hadr. 8. Dets Stilling som Regeringsorgan og som delagtigt i de almindelige Retsanliggenders Behandling var i Virkeligheden ophørt og gaaet over paa de keiserlige Magistrater, Raader og Kabinet, længe før dets Plads som et blot fornemmere Kommunalraad udtaltes ved Sideordningen af Raadet i Konstantinopel (se Kap. 2 § 13) og ved Navnet senatus urbis Romæ (f. Ex. gesta in senatu urbis Romæ foran codex Theodosianus).

§ 8.

De nye keiserlige Embeder; Lønninger.

Keiserne, navnlig de bedre, der ikke lode sig beherske af de Frigivne, ikke mindst August selv, benyttede naturligvis i Regeringens Førelse særlige Raadgivere, som de ansaa for paalideligere og dygtigere end Massen af Senatorerne og hvis Medvirkning havde en varigere og fastere

1) Allerede fra Vespasians Tid finde vi i Indskrifter comes imperatoris som en Hædersbetegnelse (Or. 3139. 3440. comes Veri 3186. comes Severi et Antonini Augustorum 2652. comes Augusti som Titel Eph. epigr. I, 130. Hermes IV, S. 126. Or. 728 forekommer allerede fra Tibers Tid comes Drusi filii Germanici; jfr. 750). Disse Indskrifter vise Senatorer af forskjellig Rang, flest prætorii.

Charakter end de aarlig skiftende republikanske Magistraters; men den hele Maade, hvorpaa Monarchiet dannede sig og fra Begyndelsen fremtraadte, gjorde det vanskeligt eller rettere umuligt at anvise disse Raadgivere og Medhjælpere en officiel Stilling med anerkjendt Indvirkning paa bestemte og særskilte Sider af Forretningerne og Ansvar derfor, under Bistand af regelmæssig forgrenet Medhjælp, kort sagt som Ministre. De øvede altsaa deres Indflydelse enten ganske som private Mænd og Keiserens Venner uden Embede og uden Plads i Senatet, saaledes som det under August var Tilfældet i en lang Række Aar med C. Mæcenas og senere med C. Sallustius (Tac. Ann. III, 30; jfr. Senecas Stilling under Nero i de første Aar af hans Regering), eller de forbandt den særlige personlige Indflydelse med den almindelige Løbebane igjennem Senatet og igjennem Embeder og militære Kommandoer, saaledes som M. Agrippa eller under Tiber Coccejus Nerva (Tac. Ann. VI, 32). Dog laa det for det Første i Sagens Natur, at Keiseren maatte vælge og fordele de af ham alene afhængige Statholdere i hans Provindser og disses tilforordnede civil-militære Medhjælpere, Legater af anden Rang, friere og med mindre strengt Hensyn til de senatoriske Rangs- og Anciennetetsforhold, og beholde dem kortere eller længere Tid i deres Stilling efter Tillid og Behag, hvorved altsaa opstod en Række af særlig keiserlige Provindsembeder og Kommandoposter, besatte med Mænd, der havde Plads i Senatet. Dernæst medførte Nødvendigheden Oprettelsen af et Par Tillidsposter, til hvilke betroedes Hverv, som havde særdeles Vigtighed for den offentlige Ro og Orden i den i den første Keisertid en overveiende Indflydelse bevarende Hovedstad og for Keiserens Persons og Regerings Sikkerhed, af hvilke Poster dog den ene, præfectura prætorii, just ifølge sit Forhold til Keiserdømmets Grundlag, Krigsmagten, holdtes udenfor det republikanske Embedshierarchi og Senatet, men ad en ved Omstændighederne given uheldig Vei fra en tilsyneladende beskeden Stilling udviklede sig til et Alt opslugende Omfang af Magt, til et Despotiets Centralorgan, farligt for Despoterne selv. Dernæst viste det sig ogsaa uden politiske Hensyn snart hensigtsmæssigt at undergive visse enkelte

Forretninger en fastere og speciellere Omhu, end de aarlige republikanske Magistrater kunde yde dem; herhid hører Forvaltningen af det republikanske Skatkammer, præfectura ærarii Saturni, Tilsynet med offentlige Bygninger og Mindesmærker og Omsorgen for de store Hovedlandeveie (se ved Veivæsenet i Kap. 12), hvorved den gamle Censurs Forsvinden kommer i Betragtning, Virksomhed ved den offentlige Kornuddeling (se i Kap. 9) samt, som noget Nyt, Tilsynet med enkelte Borgerkommuner (se ved Municipalvæsenet i Kap. 7). Medens ogsaa disse i den hele Administration lidet indgribende Hverv, curæ, i Analogi med tidligere Forhold passende, tildels vel som ulønnede Hædersposter, kunde tildeles Senatorer af høiere eller lavere Rang, hvorom der dannede sig en vis Vedtægt, kunde dette derimod ikke ske med Bestyrelsen af, hvad der oprindelig var Keiserens Privatanliggender, af den keiserlige Kasse og de store keiserlige overalt adspredte Eiendomme og Indtægter, der altsaa betroedes til Forvaltere, procuratores, af Ridderstanden eller endnu lavere Stand. Saaledes fremkom en dobbelt Række af nye keiserlige Embeder 1), senatoriske og ikke-senatoriske, hvis indbyrdes Forhold dog efterhaanden i det andet og især i det tredie Aarhundrede modificeredes ved nogle af de ikke-senatoriskes tiltagende Betydning og Anseelse, en Modifikation, der blev kjendeligere, da i det tredie Aarhundrede Senatorstanden fortrængtes fra Krigstjenesten (se Kap. 2 § 13 og Kap. 5 § 12 Anm. om Krigstribunatet), hvorfor da ogsaa nu, idet de gamle republikanske Poster og Senatorværdigheden beholdt deres Rangfortrin, Mænd, der havde hævet sig til indflydelsesrige Stillinger uden at være Senatorer, ved allectio indskjødes i Senatet paa en høiere Plads (se Kap. 2 § 13). De nye keiserlige Embeder bortgaves udelukkende af Keiseren selv paa ubestemt Tid, indtil han tilbagekaldte, befordrede eller afsatte Ved

1) Om disse Embeders Fremkomst allerede under August se i Almindelighed Svet. Aug. 37: nova officia excogitavit: curam operum publicorum, viarum, aquarum, alvei Tiberis, frumenti populo dividundi, præfecturam urbis, triumviratum legendi senatus et alterum recognoscendi turmas equitum. De to sidste bleve dog ikke til faste og staaende Embeder.